Klogskab, skaan en følsom Daare —
Skaan ham, for dit kolde Raad! —
Viisdom, røv mig ey min Taare! —
Haab, misund mig ey min Graad! —
|
| | | | For det sidste Spor af Lyst! | | | Frydens Glimt i Skyer af Smerte | | | Knuse kun mit svage Bryst! | | 5 | Dette Nu, hvori du smiler | | | Dræber dig — du Jordens Ven! | | | Mørket haster — Døden iler — | | | Ingen Almagt standser den, | | | Skiul dig snart — o! skiul din Glæde — | | 10 | Bland den ey med Skrækkens Skye, | | | Svøbt i Mørket vil jeg græde | | | Til min Elsktes Fiender flye, | | | I et grundløst Mulm forsvinde | | | Hvert et Glimt, som trøster mig, | | 15 | Medynksløse Virvelvinde | | | Døve mine Klageskrig! |
|
Der sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper,
udhvilede fra strid;
så drog de frem til fjenders men,
nu hviler deres bene
bag højens bautasten.
|
